HARLEY - Cebu City - FILIPPINERNE

 Mød Harley fra Filippinerne. En religiøs hjemløs, der aldrig har mistet troen på det gode i livet - også når det har været allersværest. Harley har levet et hårdt liv og gør det stadig. Han er gammel og har intet fast sted at bo. Harley opholder sig tæt på kirkerne i Cebu City, og det er ikke kun, fordi han er stærkt troende. Hver enkelt kirke deler nemlig mad ud på en bestemt dag i ugen, og Harley ved præcis, hvor han skal være og hvornår. Uden kirken var det ikke sikkert, at Harley havde været i live i dag - både fysisk og mentalt.

 Han har levet et liv, hvor stoffer og hjemløshed har fyldt det meste. De hårde stoffer var en konsekvens af hjemløsheden, fordi det gav ham en flugt fra hverdagen, som altid var en kamp for at finde noget mad og et sted at sove. Et liv med hårde stoffer har sat sine spor, og det ved Harley. Han har ingen familie, men kirken og troen på Gud reddede ham. Harley begyndte at komme til gudstjenester i kirken, og det hjalp ham ud af afhængigheden. I dag er han helt stoffri, og det eneste han er afhængig af er troen.

 I kirken oplevede Harley noget, som han sjældent oplevede. Han følte sig set og hørt - af gud. Selv om han havde syndet, havde Gud ikke glemt ham. Harley begyndte også at bruge skriftestolen, hvor han havde gode lange samtaler om livet med kirkens folk. Og sådan blev troen langsomt fundamentet i hans liv. Ikke stofferne.

Harley har truffet mange dårlige valg i sit liv, men han fortryder intet. Han ser det hele som prøvelser fra gud, og han er stolt af, at han har overvundet dem alle.