CLEMENCIA - BOGOTÀ - COLOMBIA
Mød Clemencia fra Bogotá i Colombia.
En hårdt prøvet men stolt kvinder, der forsørger sig selv og familien ved at sælge juice på det lokale marked. Jeg taler med mange forskellige mennesker på markedet i Bogotá, inden jeg når til Clemencia.
Jeg lander hos hende, fordi solen bager fra en skyfri himmel, og jeg skal have noget at drikke. Clemencia sælger friskpresset juice, og det er lige det, jeg har brug for. Men jeg får ikke kun slukket tørsten hos Clemencia, jeg får også hendes livshistorie.
Vi begynder tilbage i 2007, hvor alt kører for Clemencia og familien. Hun står for driften på en stor farm, hvor hun passer mange køer og heste, men en enkelt aften bliver der vendt op og ned på den ellers trygge tilværelse hos den lille familie.
Clemencia vågner en sen aften, fordi hun kan se og høre, at der er noget, der ikke er, som det plejer at være på farmen. Hestene pruster, og hun kan høre ukendte mandestemmer på farmen. Det hele er meget utrygt. Hun kigger ud ad vinduet og kan se, at nogle mænd er i gang med at flytte deres heste op i en trailer. Netop som hun tager jakke på for at gå ud og stoppe tyvene, hører hun to skud.
Hun løber hurtigt tilbage i soveværelset og lader som om, hun sover. Kort tid efter banker det på døren, og Clemencia tør ikke andet end at åbne for dem. Der står to mænd i militæruniformer. De er fra Paramilitaria. Det kan Clemencia se med det samme. Ovre ved hestetraileren ligger to mænd livløse på jorden. Clemencia har været vidne til et dobbeltdrab, og det kan få katastrofale konsekvenser for hende.
Vejen til Bogotá
Efter denne aften flygtede Clemencia med hendes mand og lille datter. De flygtede til Bogotá, men de kendte ingen i området. Det betød, at det var svært at finde et job, og familien måtte derfor kæmpe hårdt for at få brød på bordet hver dag.
En af måderne at skaffe penge på, var ved at tigge på gaden, og det er noget af det mest ydmygende Clemencia nogensinde har prøvet. Alle pengene, som hun tiggede sig til blev delt op i to. Halvdelen gik til mad til familien og den anden halvdel gemte hun til en opsparing, der skulle give børnene mulighed for skolegang senere i livet. Efter noget tid, havde hun sparet så mange penge sammen, at hun kunne købe sig en flytbar forretning.
Sin egen chef
Idéen var klar - det skulle være friskpresset juice til de mange tørstige på markedet. Vognen blev købt, rullede afsted og kort tid derefter begyndte pengene at komme. Clemencia har lynhurtigt fundet de bedste placeringer i byen på bestemte tidspunkter, og derfor er det en fordel for hende, at hun kan flytte forretningen herefter.
Onsdag er det eksempelvis det lokale kræmmermarked, der har mange tørstige besøgende.
Clemencia har ikke glemt sin tid som tigger, men i dag er hun stolt over, at hun gjorde det, der skulle til for at rette op på familiens økonomi.
Hun er ikke bange længere og kan med stolthed i stemmen sige, at hun er sin egen chef og kan forsørge familien.